Radikale Venstre ønsker ikke længere at bakke op om Aalborg Alliancen. Da vi gik med i aftalen i 2018, ønskede vi at styrke beskæftigelsen i Aalborg og nedbringe dimittendledigheden samt arbejde for en 3. Limfjordsforbindelse, men med østlig linjeføring.

“Vi har hele tiden gjort klart, at vi ikke ønskede en forbindelse over Egholm. Læser man budgetaftaleteksten fra 2018, står der også, at der henlægges penge til en 3. Limfjordsforbindelse. Der står ikke noget om linjeføring over Egholm.” Siger Philip Tarning-Andersen, formand for Radikale Venstre Aalborg og uddyber:

“Vi har til gengæld siden set, at de andre partier bag aftalen mener det handler om en forbindelse over Egholm og udelukkende den mulighed, samt at fokus på beskæftigelsesdelen er lille.”

Der er i Folketinget ikke vedtaget nogen anlægslov for den 3. Limfjordsforbindelse. Der ligger en aftale fra 2014, der dog ikke har nogen juridisk bindende status og ikke har en højere status end en meget omtalt omfartsvej ved Mariager i foråret i 2019, som man hurtigt kunne droppe igen. Man kan sagtens beslutte en anden linjeføring i Folketinget, hvis det ønskes.

Jørgen Hein, Rådmand konstaterer:  “Jeg har ikke ændret holdning og er stadig tilfreds med beskæftigelsesdelen. Men med det fokus, der er på den 3. Limfjordsforbindelse for øjeblikket, bliver vi nødt til at melde ud, at vi ikke kan støtte Aalborg Alliancen. Vi ønsker en udvidelse i øst, som jo også passer ind i vores mål om et grønnere Aalborg.”

Omtale af sagen i Nordjyske Stiftstidende

Kontakt:

Philip Tarning-Andersen, formand, Radikale Venstre Aalborg, philiptarning@gmail.com, 29 67 30 19

Jørgen Hein, rådmand og byrådsmedlem, Radikale Venstre Aalborg, Jheinaalborg@gmail.com, 25 16 29 90