På en digitalt afholdt generalforsamling har Radikale Venstre Aalborg valgt ny formand. Valget faldt på Philip Tarning-Andersen. Han var sidste år nummer tre på Radikale Venstres liste til Europa-Parlamentsvalget. Derudover arbejder han som energimeteorolog hos Centrica Energy Trading i Aalborg.
“Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for Radikale Venstre Aalborg. Vi skal planlægge kommunalvalget næste år, hvor jeg især ser frem til at sætte grøn omstilling og kultur på dagsordenen,” forklarer den nye formand.
Radikale Venstre Aalborg dækker hele Aalborg kommune og står dermed både for opstilling af partiets kandidater til kommunalvalg samt til folketingsvalg i de tre opstillingskredse i kommunen.
Udover valget af formand, er Niels Mølgaard blevet valgt til næstformand, Theis Michelsen Nielsen kasserer og Mulle Jensen som sekretær. Derudover er Daniel Nyboe Andersen, Anders Hind og Jan Skrubbeltrang en del af bestyrelsen.